Hvis du har en smartphone, eller nyere ”feature phone”, der kan gå på nettet, er dataabonnement ligeså vigtigt (hvis ikke mere) som selve taletidsabonnementet. Når man taler om ”data på mobilen”, refereres der til den mængde data du kan overføre til og fra telefonen.
Du vil måske sige: ”Jeg har ikke brug for data”, men har du en telefon af nyere dato, er mange af dens funktioner bygget op omkring muligheden for at tilgå internettet. Helt enkle handlinger som at tjekke Google Maps (download af selve kortet), tjekke Facebook eller modtage e-mails: Det er alt sammen noget du skal bruge mobildata til.
Hvad skal jeg bruge data til?
Du skal bruge mobildata til alt der vedrører brug af internettet. Eksempler kan være Facebook, e-mails, Youtube, download af kort (f.eks. Google Maps), instant messanging (MSN, Skype, ICQ, AIM og hvad de ellers hedder), samt diverse mobilapps, som kræver netforbindelse.
Hvor får jeg fat på mobildata?
Data til din smartphone eller mobiltelefon sælges meget ofte sammen med selve abonnementet. De senere år har der været en stigende tendens til salg af ”pakketilbud” eller ”snakkepakker”, hvor du betaler en fast månedlig ydelse (eksempelvis 150 kr.) og får X antal minutter/timer, X antal SMS/MMS og X mængde GB (mobildata).
Du kan godt anskaffe dig et mobilabonnement, som kun indeholder taletid. Det kan være et passende valg hvis du ikke mener du bruger hverken Facebook, sender mails, eller andet. Du betaler derved pr. overført MB.
Hvad betyder ”fri data” og har jeg brug for det?
Når teleselskaberne henviser til ”fri data”, henleder det tankerne på data ad libitum for den almene forbruger. Det forstår jeg godt, for det er lidt hvad der ligger i ordene. Problemet er bare at det ikke er det der menes, hvis man tager sig tid til at læse ”det med småt”.
Fri data kan betyde noget forskelligt hos hver televirksomhed, men som oftest betyder det fri brug og almindelig (hurtig) hastighed op til en given ”fair use” grænse. Efter forbrugsgrænsen er nået, bliver hastigheden nedsat markant. Det vil sige du stadig har internet på mobilen, men nu bare med meget langsomme overførselshastigheder. Nogle kræver overbetaling over fair use grænsen, hvilket (efter min mening) ikke er rimeligt. Er det den model du kører efter med dit teleselskab, bør du overveje at skifte. Der er masser af billige alternativer!
Om du har brug for fri data, vil naturligvis afhænge af dine forbrugsmønstre. Tjek gamle regninger, tjek forbrug på teleselskabets hjemmesider under din konto og/eller tjek ”forbrug” funktionen på din iPhone, Android, Windows Phone, Nokia (eller hvad du nu har). Du kan også downloade og installere en app der holder øje med dit dataforbrug, men som regel er fri data ikke nødvendigt med mindre du bruger mere end 10GB om måneden. Vi har en mere dybdegående guide til mobildata, som du også bør læse.
Gode råd mht. fri mobildata
- Sikr dig at du ikke bliver opkrævet yderligere gebyrer hvis du når over ”fair use”-grænsen hos dit teleselskab. At få nedsat internethastigheden er selvfølgelig en irriterende gene, men det er endnu mere irriterende at få uventede regninger.
- Bruger du mere end 10GB/måneden, er ”fri data” måske værd at overveje.
- Bestil ikke dataabonnement separat. Bestil hellere et ”pakketilbud”, hvor du får X minutter/mængde data på månedlig basis (kræver et indblik i dit forbrug).
Hej, har fri data til både min mobil og galaxy tablet. Det er lækkert ikke at skulle tænke på forbrug. Fik et godt tilbud som efter sigende skulle være forever