|
|
Om De Fem Benspænd
|
 |
|
|
|
Teksten herunder er filmens synops fra filmdistributøren.
Lars von Trier går til dokumentarfilmen. Ikke overraskende gør han det på en helt utraditionel måde. Konventionerne skal brydes og billederne ny-tænkes.
I 1967 lavede Jørgen Leth en af sine eksperimenterende kortfilm "Det perfekte menneske" på 12 minutter i sort/hvid med skuespilleren Claus Nissen i hovedrollen. Et filmisk digt med klare, stilistiske forbindelser til Jørgen Leth's skriftlige poesi. Filmen (som vi ser flere klip fra i De fem benspænd) vakte berettiget opmærksomhed i en tid, hvor filmkunstens udtryksmidler blev udsat for en nok så tiltrængt nytænkning.
Lars von Trier synes, at "Det perfekte menneske" er en af Jørgen Leth's bedste film. Han har set den over 20 gange.
Måske netop derfor er "Det perfekte menneske" udgangspunktet for de udfordringer, de planlagte benspænd, som Lars von Trier i 2000 og tre år frem udfordrer vennen og kollegaen, et eller andet sted også idolet og forbilledet, Jørgen Leth med.
Jørgen Leth skal genskabe, genindspille scener fra sin gamle film, men efter helt andre regler, med vidt forskellige kunstneriske redskaber. Øvelsen, legen går ud på at opsøge, nå ud til grænserne for det, man (altså Leth) som kunstner kan acceptere, hvor meget kan man bøje sig selv og sine temaer, hvor langt kan man gå på kompromis med sine arbejdsformer, med sine holdninger og sig selv?
I tillæg skal Leth skrive et digt efter hvert benspænd, der sammenfatter hans erfaringer og oplevelser med 'testen'.
Jørgen Leth har i filmens "leg" accepteret at Lars von Trier er hans dommer, hans regelsætter og sågar bøddel.
I fem forskellige film-sammenhænge skal Leth nemlig arbejde efter en række mærkværdige regler og med mere eller mindre tilfældige begrænsninger og tåbelige forbud, som Lars von Trier opsætter som ufravigelige krav. Når Leth vender tilbage med de billedlige resultater af den vold, han har måttet begå mod sig selv og sin gamle film, får han ros og/eller ris af bagmanden von Trier.
Jørgen Leth spiller rollen som den artige elev, der vil gøre alt for at stille sin drillesyge, urimelige og nærmst ondskabsfulde lærer von Trier tilfreds, alt imens han igen og igen konfronteres med fortiden, sin gamle film og den måde, han i sin tid skabte den på.
DE FEM BENSPÆND bliver en helt igennem uforudsigelig rejse ind i en filmskabers univers, i Jørgen Leth's film-fortid og hans kunstneriske personlighed.
Jørgen Leth og Lars von Trier er på hver deres måde optaget af filmens basale elementer, af billeder og lyd. Og begge kan siges at være på evig jagt efter det essentielle i filmens kunst. Et 'bytte', ingen af dem nedlægger.
Læs om flere nye biograffilm
|
|
|
|