Anmeldt af Jan Hansen
I tiden efter Romerne har forladt Britanien er landet opdelt mellem de forskellige fyrster. De har svært ved at finde sammen og forsvare landet, og sig selv, mod udefrakommende styrker. Det drager den Irske Kong Donnchadh fordel af ved at gå på plyndringstogter i de engelske fyrstedømmer.
Under et sådan togt dræbes Tristans forældre og han bliver således opdraget af Lord Marke som tager Tristan til sig som sin egen søn. Tristan vokser op i Lord Markes fyrstedømme, Cornwall, og viser allerede fra en tidlig alder tegn på at han vil blive en stor kriger. Da irerne mange år senere, vender tilbage for at tage engelske slaver, fører Tristan en hær mod irerne og vinder et stort slag for Englænderne. Desværre bliver han selv hårdt såret og bliver fejlagtigt opfattet som død. Som traditionen byder søsættes hans lig og han driver over havet til Irland, hvor kongedatteren Isolde finder ham.
Isolde der er kyndig i medicin plejer Tristan til han atter er rask. I forløbet forelsker de sig og da Tristan bliver nødt til at flygte hjem til Cornwall, efter Irerne har fået færten af ham, har han tabt sit hjerte til Isolde.
Kong Donnchadh lægger en større plan for at genvinde magten over Britanien og det inkludere en turnering mellem de britiske fyrstedømmer med hans egen datter som gevinsten. Tristan vender derved tilbage til Irland for, på vegne af Lord Marke, at vinde kongedatteren som han ikke ved, er hans elskede Isolde.
Vel tilbage i Cornwall med Isolde som Lord Markes hustru spirer kærligheden mellem Isolde og Tristan igen og de har begge svært ved at skjule deres følelser for hinanden. Det er givet at det ikke vil kunne blive ved mellem dem uden de vil blive opdaget, og det er en farlig affære, da den kan vælte den nydannede alliance mellem fyrstedømmerne og Irland.
Historien om Tristan og Isolde er en gammel engelsk legende som har inspireret mangen en kunstner til at fortælle historier om den umulige kærlighed. Og selvfølgelig har Wagners opera om de to elskende været med til at gøre historien kendt.
Historien har også før været fortalt på film, men det har primært været tv-versioner eller den har været brugt som inspiration til at fortælle en historie der har brugt Tristan og Isolde som udgangspunkt. Det er dog første gang at et etableret Hollywood selskab har stået bag produktionen og at den er blevet produceret på et større budget.
Rollerne som Tristan og Isolde varetages af de i Danmark stort set ukendte James Franco og Sophia Myles. Han kendes bedst for hans rolle i Spiderman 1+2 som Harry Osborn, mens hun har kunnet ses i meget små roller i From Hell og den første Underworld film. De spiller dog begge så godt at man sagtens kan forestille sig at se mere til dem i fremtiden.
Det er brødrene Tony og Ridley Scott som har produceret og de har fået Kevin Reynolds, som mest er kendt for hans samarbejde med Kevin Costner på Robin Hood og Waterworld, til at instruere. Han har lavet en smuk, romantisk, men også tragisk film som det lige umiddelbart er oplagt at sammenligne med King Arthur. Det er dog mest på grund af at de begge foregår i fortidens England. Hvor King Arhur var sat op omkring krigene og de store grandiose slag er slagene i Tristan kun en del af historien. Der koncentreres mere om kærlighedshistorien mellem Tristan og Isolde der både får plads og tid til at udvikle sig. Så man skal ikke forvente et stort action epos med store 2 timers actionscener i rap. Det er mere en lille kærlighedshistorie med drabelige sværdkampe, men som sådan bestemt mere end seværdig.
Læs filmanmeldelser af flere nye biograffilm på AHOT