En 2’er, der garanteret får succes
Anmeldt af Charlotte Levin
At der skulle komme en efterfølger til den første Ice Age film fra 2002, er ikke den store overraskelse. Den første film byder på en historie om mammutten Manfred, sabeltigeren Diego og dovendyret Sid, der i fællesskab gennemfører en mission med at bringe et lille barn tilbage til dets stamme. Mod slutningen af filmen fortæller Sid, at alt det der med istid er ved at være overstået, og at den næste store begivenhed vil være noget, man kalder global opvarmning, som vil få al isen til at smelte. Det er netop, hvad der er ved at ske, da vi denne gang igen møder den umage trio, der nu lever en stille og rolig tilværelse sammen med en lang række andre dyrearter i en dal.
Klimaet er mildt, og dyrene boltrer sig i mudderhuller, springvand og andre herlige forlystelser. Rygterne svirrer imidlertid blandt glubske gribbe om, at al den smeltede is snart vil forårsage en kæmpemæssig flodbølge, og da vores tre hovedpersoner ved selvsyn erfarer, at de har ret, må de advare de andre dyr og begive sig på den lange og farefulde vej ud af dalen, hvor de vil være i sikkerhed for de snarligt indtrængende vandmasser.
Manfred, erfarede vi i den første film, har mistet sin familie. Han er ved at være kommet sig over tabet, så hans største bekymring er, at han ikke har set en anden mammut i meget lang tid og derfor må indstille sig på, at hans art er ved at uddø. Stor er glæden naturligvis, da han møder Ellie, en mammut af det modsatte køn. Ud over at Manfred og hende ikke går særlig godt i spænd, viser det sig også hurtigt, at hun lider at en alvorlig identitetskrise, idet hun tror, hun er en pungrotte og derfor opfører sig som sådan en sammen med sine to frække og dødirriterende ’brødre’. Alligevel beslutter de tre kammerater sig for at optage Ellie og co. i flokken for sammen at begive sig ud på den lange rejse, der udgør filmens omdrejningsakse. Der skal en del farefulde og morsomme begivenheder til samt en grundig bearbejdning af Ellies identitetsproblemer, før det viser sig, om der er mulighed for at Manfred og Ellie kan finde sammen og videreføre slægten.
Filmen byder heldigvis også på et gensyn med den altid uheldige, men stædige og vedholdende lille blanding af et egern og en rotte, Scrat (halvt ’squirrel’, halvt ’rat’), som ligesom i den første film kæmper en brav kamp for at finde og holde på sine agern. Denne gang er sekvenserne med Scrat længere og har lidt større sammenhæng med filmens øvrige handling, og det er slet ikke nogen dårlig idé.
Bortset fra gengangerne fra den første film, stifter vi bekendtskab med nogle nye dyr, hvoraf specielt Ellie er ret morsom. Forvrængning af proportioner er et gammelt ’trick’, men tanken om at lade et kæmpemæssigt forhistorisk dyr tro, at det er lillebitte, er så tilpas absurd, at det fungerer fint som komisk islæt. Det er en lignende forvrængning af proportioner, der finder sted, når klimatiske begivenheder, der i virkeligheden varede tusindvis af år, komprimeres ned til en varighed, der får akutte og alvorlige konsekvenser for dyrene, og det indbyder i begge film til en række anakronistiske jokes af evolutionshistorisk karakter.
Hvis man kunne lide den første Ice Age film, vil man ikke blive skuffet over denne her. Den holder stilen på både billed- og humorsiden, men ligesom den første rummer den scener og figurer, som ikke gør den velegnet til de mindste børn, i hvert fald ikke uden følgeskab af en voksen. Alt i alt er filmen en værdig opfølger til eventyret om de forhistoriske dyrs strabadser med at omstille sig til et klima, der er helt af lave, og en lektion om vigtigheden af at holde sammen på tværs af forskellige skel, som man sagtens kan give sig til at tolke lidt på.
 Fik du lyst til at se traileren for Ice Age 2: På tynd is? Klik her for at
Vis trailer 3
Vis trailer 4
Læs filmanmeldelser af flere nye biograffilm på AHOT
|
Vil du se traileren for Ice Age 2: På tynd is?
