En rodet affære
Anmeldt af Charlotte Levin
Mange vil sikkert kunne huske scenen, hvor Sharon Stone afslører for en række befippede politimænd og et smågispende biografpublikum, at hun ikke bærer trusser under en tætsiddende, lille hvid kjole. Hun er indkaldt til afhøring i en verserende mordsag og skifter nonchalant stilling ved at lægge det ene ben over det andet, hvorved hun intet overlader til fantasien. Scenen stammer fra filmen Basic Instinct fra 1992 (dansk titel: Iskoldt begær), hvor Stone har rollen som den biseksuelle forfatterinde Catherine Tremell, hvis litterære skildringer af sex, vold og mord på uhyggelig vis bliver til virkelighed. Hun spiller over for Michael Douglas i rollen som den desillusionerede politibetjent Nick Curran, der trækkes længere og længere ind i et forførende og intrigant spil, hvor folk dør på stribe, og som til syvende og sidst skal munde ud i en ny roman.
At romanen rent faktisk blev udgivet, ser man i 2’eren, hvor en af hovedpersonerne køber bogen for at forsøge at trænge dybere ind i hendes litterære univers. I det hele taget refereres der gentagende gange til handlingen i 1’eren, som om begivenhederne fandt sted for ganske nylig, men der er altså gået fjorten år, siden Catherine Tremell sidst var på kant med loven. Hun er nu flyttet fra San Fransisco til London, og i indledningsscenen sidder hun bag rattet på en bil, der raser gennem London, mens hendes sidemand, en kendt fodboldspiller på stoffer, tilfredsstiller hende seksuelt. Hun mister herredømmet over bilen, som lander i et havnebassin, og hun får reddet sig ud. Det gør han ikke, og da Scotland Yard er I tvivl om, hvorvidt der er tale om et uheld eller mord, sætter de den anerkendte psykiater Dr. Glass (David Morissey) til at tegne et psykologisk portræt af hende. Inden længe er han involveret med hende på en måde, der går langt ud over det professionelle plan, og som hvirvler ham ind i et ukontrollabelt univers af sex og løgne og mennesker, der bliver dræbt på den ene mere bestialske måde end den anden.
Så langt, så godt, for filmen lægger egentlig meget godt ud ved at spille den modne, manipulerende og selvbevidste forfatterinde ud over for den noget yngre og yderst pæne og korrekte psykiater, der forsøger at komme videre med karrieren efter en sag, hvor han fejlbedømte en patient. Dette fik alvorlige konsekvenser, og efterhånden optrævles en historie om fortiede oplysninger, halve sandheder og folk, der har andre og mere uædle motiver til at afsløre hinanden end først antaget. Efterhånden udvikler det hele sig dog til noget af en rodet affære, hvor historien tilsyneladende ikke helt selv ved, hvor den vil hen, og filmen bliver om end ikke direkte kedelig, så i hvert fald utroværdig og dermed uinteressant.
Tanken om, at den pæne psykiater manipuleres til at overhøre alle advarselssignaler og derfor mister både selvkontrol og dømmekraft, kunne bestemt have været bæredygtig, men forbliver et dårligt underbygget postulat. Undervejs præsenteres vi for en lang række ’nå-hov-de-kender-altså-også-hinanden-oplevelser’, som får det hele til at passe lidt for godt sammen, eller gør det? Oplevelsen af, at historiens forskellige elementer stritter i vidt forskellige retninger, giver historien en mangel på stringens, som ville have været klædelig.
Hvor Stone i 1’eren hen ad vejen afslørede en – i hvert fald tilsyneladende – mere sårbar side af sin karakter, giver hun den her udelukkende som sexhungrende rovdyr med blottede tænder, som i længden virker anstrengende. Selv om hun er en både flot og misundelsesværdig 48-årig, som sagtens kan være bekendt at vise bare ben og bryster, er det altså ikke nok til at holde interessen fanget i samtlige 114 spilletidsminutter. Samspillet mellem Stone og Morrisey er blottet for den erotiske gnist og kemi, der kendetegnede hende og Michael Douglas i den første film. Skulle man virkelig acceptere præmissen om, at hun ville finde det umagen værd at trække psykiateren ind i sit dødsensfarlige spil, måtte Morriseys fremstilling af Dr. Glass give hende noget kvalificeret modspil, hvilket desværre ikke er tilfældet.
Sharon Stone er for nyligt blevet kåret som den mest overbevisende kvindelige femme fatale nogensinde i en meningsmåling på internetsiden AskMen.com. Der går rygter om, at der er planlagt en tredje Basic Instinct film, denne gang muligvis med Sharon Stone bag kameraet. Hvem der skal overtage hendes rolle er uvist, men spørgsmålet er, om konceptet ikke kan siges at være brugt op allerede nu – vi får se!
 Fik du lyst til at se traileren for Basic Instinct 2? Klik her for at
se trailer
Læs filmanmeldelser af flere nye biograffilm på AHOT
|
Vil du se traileren for Basic Instinct 2?
