Anmeldt af Sus Warming
“When you need me, but do not want me, then I will stay. When you want me, but do not need me, then I have to go.”
Nanny McPhee
Cedric Browns (Colin Firth) kone er død og har efterladt ham 7 børn. Den ene er mere fræk og uvorn end den anden og ikke overraskende skræmmer de mangt en barnepige væk (hele 17 af slagsen faktisk) – I hvert fald indtil den noget specielle Nanny McPhee (Emma Thompson) kommer ind i deres liv….
Lyder det bekendt? Ja vi har hørt historien en del gange før. Ikke mindst i klassikerne ”Sound of Music” og ”Mary Poppins”, men på trods af de åbenlyse sammenfald er der mange nyskabelser i Kirk Jones’ Nanny McPhee. Der er ikke meget af Julie Andrews’ sødme og skønhed i Nanny McPhee. Man må tage hatten af for filmens make-up artister som virkelig har været på et stort stykke arbejde – forestil dig selv hvor meget det har krævet at forvandle skønne Emma Thompson til en bevortet tyk dame med udstående fortænder og fedtet hår!
Make-up gør det dog ikke alene. Og på trods af en til tider lidt forenklet dialog formår langt de fleste medvirkende skuespillere faktisk at gøre det rigtigt godt. Emma Thomson imponerer med sin underspillede charme som skinner igennem vorter og falsk næse. Hun tør være upopulær og hård, men er det på den kærlige og respektfulde måde mange af os forbinder med vores bedsteforældre. Disse mennesker som lod os vide de holdt af os ved at sætte grænser, lære os at begå os i verden og ikke finde sig i hvad som helst.
Der er i det hele taget ingen tvivl om at Emma Thompson bærer en rigtig stor del af filmen. Hun fortolker karakteren flot, men står også bag screenplayet. Nanny McPhee er baseret på Christianna Blands børnebogsserie om Nurse Mathilda, og ligesom det skete i ” Sense and Sensibility”, hvor Thompson vandt en Oscar for sit arbejde, har hun på flotteste vis ”oversat” bøgerne til det store lærred (uden sammenligning i øvrigt de to film imellem).
Alle de medvirkende børn gør det rigtigt fint, selvom der ind imellem går lidt for meget lagkagekomik i det. I øvrigt bør Angela Lansbury fremhæves i rollen som Tante Adelaide. Selvom kostumedesignerne er gået lidt for meget amok med fjerene i hendes tilfælde så hun ind imellem minder om en oversize kalkun og hendes karakter er noget exentrisk, optræder hun med vanlig stil og overbevisning.
Nanny McPhee er en rigtig Feel Good film. På trods af bandeord og uvorne unger er den sød (til tider næsten for sød) og med den typiske morale: Du skal behandle andre mennesker med respekt, dine handlinger har konsekvenser og du skal kunne være dig selv bekendt… Som så ofte i den slags film bliver der smurt lige tykt nok på, men såvel Emma Thompson som de mange børn gør det så godt at man nemt bliver suget ind i det magiske univers og ser igennem fingre med det – Magi, morale og et dansende æsel hvad mere kan man forlange af en familiefilm?
Fik du lyst til at se traileren for Nanny McPhee? Klik her for at
se trailer
Læs filmanmeldelser af flere nye biograffilm på AHOT
Vil du se traileren for Nanny McPhee?
