Hyldest til ungdommelig livsglæde
Anmeldt af Charlotte Levin
Hvad stiller man op i slutningen af 1930’erne, når man i en alder af næsten 70 år træder ind i enkestanden, tilhører den britiske overklasse og har masser af tid og penge, som man ikke rigtigt ved, hvad man skal bruge til? Almindeligvis får man sig en hobby, dvs. man broderer, laver velgørenhedsarbejde, køber dyre smykker eller anskaffer sig en elsker – men Laura Henderson (Judi Dench) er mildest talt netop alt andet end almindelig. Hun køber i stedet et teater i Londons Westend, som hun lader sætte i stand. Eneste problem er, at hun intet ved om at drive et teater, så hun indleder et samarbejde med den jødiske Vivian VanDamm (Bob Hoskins). Sammen etablerer de The Windmill Theatre, som udvikler sig til den engelske pendant til det franske Moulin Rouge. Samarbejdet mellem de to vidt forskellige karismatiske og excentriske personligheder slår gnister fra start til slut, men på trods af de mange gensidige verbale fornærmelser, er der masser af glimt i øjet og kreativ foretagsomhed, og efterhånden udvikler de en dyb, gensidig respekt for hinandens fandenivoldske personligheder.
Der er vaudeviller på plakaten, og på scenen er der piger i bar figur. Det er ellers ikke lovligt i datidens England, men Mrs. Henderson fremtryller licensen via et bekendtskab med en indflydelsesrig politiker, under forudsætning af, at de nøgne piger ikke bevæger sig. Dermed kan tableauerne nemlig karakteriseres som kunst og slippe igennem nåleøjet på den puritanske lovgivning. Konceptet bliver en dundrende succes, ikke mindst blandt de unge soldater under 2. verdenskrig, som i teaterets farvestrålende, oplyste illusion får mulighed for at glemme den truende virkelighed udenfor. The Show must go on, også selv om tyskerne tæppebomber London aften efter aften. Fællesskabsfølelsen vokser blandt teaterets ansatte, idet man her i teaterets lokaler under gadeplan kan føle sig sikker for en stund. Men også trygheden er en illusion, og snart kaster krigens gru og Mrs. Hendersons skjulte personlige tragedie sine skygger ind over den på overfladen glamourøse overflade. Teateret må slås for sin overlevelse og eksistensberettigelse i en tid, hvor den løsslupne livsglæde har trange kår, og unge såvel som gamle må slås for at klare sig både økonomisk og følelsesmæssigt.
Der er masser af symbolik i modsætningen mellem teaterets oplyste, farvestrålende verden og det øvrige mørklagte London, hvor bygningerne fremstår som dunkle kulisser i det krigsdrama, der udspiller sig under Blitzen. Suppleret med s/h dokumentarisk filmmateriale formår instruktøren Stephen Frears (High Fidelity, Dirty Pretty Things) at give en fin fornemmelse for krigens alvor, som på sin vis opleves mere uvirkelig end det nære familielignende sammenhold inden for teaterets rammer. Alligevel bliver krigsrammen aldrig for dominerende, idet formålet først og fremmest er at fortælle den virkelige historie om The Windmill Theatre’s opståen og betydning.
Det er primært samspillet mellem Judi Dench og Bob Hoskins i de altoverskyggende hovedroller, der bærer filmen. De to modne og erfarne skuespillere spiller ping pong med og mod hinanden i deres figurers genkommende skænderier og drillerier. Det gør de med masser af veloplagthed og sprudlende charme, og timingen i replikskifterne sidder lige i skabet. Det er på én og samme tid filmens styrke og svaghed, idet der ikke levnes de øvrige personer lige så meget følelsesmæssig energi, og de bliver aldrig virkeligt vedkommende og interessante. Men alt i alt er filmen vældigt sød og underholdende, så hvis man elskede en film som Calendar Girls, vil man sandsynligvis også nyde denne her, evt. i selskab med ældre familiemedlemmer.
 Fik du lyst til at se traileren for Mrs. Henderson præsenterer? Klik her for at
se trailer
Læs filmanmeldelser af flere nye biograffilm på AHOT
|
Vil du se traileren for Mrs. Henderson præsenterer?
