Æstetisk lille (film)perle!
Anmeldt af Sarah K. Jensen
Har du nogensinde kigget på et billede og prøvet at forestille dig historien bag motivet? Har du stået foran Vermeers maleri af en ung pige med tildækket hår og en overdådig perleørering i øret, og undret dig over hendes sørgmodige og længselsfulde blik. Hvis ja, synes jeg bestemt at du skal overveje om ikke denne film er en biografbillet værd. Vi befinder os i 1665 i den Hollandske by Delft, hvor Griet (Scarlett Johansson) er på vej til familien Vermeers hus, hvor hun skal tjene som hushjælp, for at skaffe penge til sin egen familie. I huset bor den selvoptagede og ulidelige Catharina Vermeer (Essie Davis), hendes næsten lige så ulidelige mor, nogle forkælede og uopdragne børn, andre tjenestefolk og så selvfølgeligt maleren Johannes Vermeer (Colin Firth). Griet er blevet hentet til huset for at gøre rent i malerens atelier, et sted hvor ingen andre i huset, ud over maleren selv, tør røre ved noget. Dog får den stille Griet hurtigt arbejdet sig gennem kunstnerens gemakker med yndefuld ro og respekt, en respekt som fostrer stor værdsættelse og beundring hos Vermeer, der får til vane at betragte hende på afstand. Griet er muligvis både ulærd og stille, men det viser sig hurtigt at hun besidder et blik for både farver, motiv og komposition, hvilket tiltrækker Vermeer, der hurtigt ser hendes evner, og nyder den forståelse hun udviser. En forståelse som han ikke har mødt hos nogen anden i huset. Dette medfører selvfølgeligt et tættere samarbejde mellem de to, et samarbejde der bygger på mere end blot kunstnerisk inspiration, og som den ulidelige og sygeligt jaloux kone, Catharina, snart gennemskuer. Og på denne måde starter krisen i den lille familie, hvor alle andre end mesteren selv (Vermeer) helst så Griet derhen hvor peberet gror, men dog har behov for hendes hjælp. Endnu mere tilspidset bliver situationen endog da malerens mæcen, Van Ruijven (Tom Wilkinson) beslutter sig for at ville have den stille og smukke tjenestepige med på sit næste maleri. Manuskriptet er baseret på Tracy Chavaliers bog af sammen navn, og er et bud på historien bag Vermeers berømte maleri. Historien er altså ikke nødvendigvis sandfærdig, men dog et godt bud på hvad der kan have ligget til grund for dette maleri af en fuldstændig ukendt pige. Rent kunstnerisk er filmen et lille mesterværk. Der er sparet på replikkerne, hvilket faktisk er helt prisværdigt, til gengæld er gengivelsen af datidens Holland imponerende og meget overbevisende. Hver en detalje er der kælet for, og hvert stilbillede kunne lige så godt have været en gengivelse af et andet maleri af Vermeer, eller en anden af den tids kunstnere. Også skuespillet er fantastisk fra alle parter, dog leverer specielt Scarlett Johansson, det halvt danske supertalent, en meget overbevisende præstation. Så var du vild med hende i ”Lost in Translation” vil du også elske hende i denne film, som hun i øvrigt også er nomineret til en Oscar for. Optagelserne til filmen begyndte ganske kort efter at optagelserne til ”Lost in Translation” var sluttet, faktisk så kort tid efter, at Scarlett ikke havde tid til at gøre research omkring sin rolle. Dette skinner dog bestemt ikke igennem i hendes præstation, hvilket måske, udover dygtighed, som hun også selv har udtalt skyldes at Griet ikke er en rolle som behøver meget research, da hun selv pludseligt bliver kastet ind i hele situationen. Også Colin Firth, som du sikkert kender fra film som ”Bridget Jones Diary” og ”Love Actually” viser at han kan lave andet end komedier, hvilket er herligt at bevidne. Som du nok allerede har fået indtryk af, er dette en film som i den grad er båret af den smukke iscenesættelse og det talentfulde skuespil. Til gengæld, af hensyn til disse komponenters gennemførthed, er det ikke en film af det tempo vi er vant til, og det vil desværre nok få en del til at stå af på vejen. Jeg tvivler ikke på at enhver vil kunne se den umiddelbare skønhed i denne lille filmperle, men jeg må nok især anbefale den til folk der besidder lidt tålmodighed og kan give historien om menneskeligt begær og alt hvad det medføre, tid til at folde sig ud og blomstre. Med andre ord, var film som Lost in Translation og Sylvia for langsomme til dig, skal du nok være forsigtig med denne film. Men gik disse film lige ind… hvad venter du så på!?
Læs filmanmeldelser af flere nye biograffilm på AHOT
|