Guide: Skal du vælge fast eller mobilt bredbånd?

ADSL eller mobilt bredbånd

Hvilken type internetopkobling skal du vælge: fast eller mobilt bredbånd?

Mange mennesker står, eller har stået, i den situation at de flytter, og derfor skal anskaffe sig en ny internetforbindelse. Måske er du en af dem.

Traditionelt set, ville man i dette tilfælde anskaffe sig en fast bredbåndsløsning (ADSL), men i de seneste år har det været muligt med et alternativ, mere specifikt, mobilt bredbånd, som benytter landets 3G og 4G (LTE) master til at levere internet.

Det kan være du står i den situation, at normalt bredbånd ikke kan leveres på den adresse hvor du bor, hvilket er et tilfælde hvor mobilt bredbånd ville være en glimrende løsning. Hver bredbåndsmetode har sine fordele og ulemper, og vi vil i denne guide kort gennemgå hvilke overvejelser man bør lægge bag når man vælger bredbåndsløsning.

Er din adresse understøttet

Som nævnt indledningsvist, visse lejlighedskomplekser kan have det problem, at de ikke understøtter almindeligt bredbånd (enten fordi at hovedkablet er koblet fra/cuttet, er sat op til fiber eller andre årsager). Tjek med din udlejer eller spørg evt. det tilknyttede teleselskab hvis du er i tvivl. Uanset hvad skal du, med mobilt bredbånd, ikke tænke på dette, blot selskabet har dækning ved din bopæl. Du kan oftest se et dækningskort på udbyderens hjemmeside, hvilket samtidig er en god ting at tjekke op på. Da signalet er luftbåret, kan modtagelsen være influeret af dale, store betonkonstruktioner m.m.

En eller flere computere

Folk som bor alene vil oftest ikke stå med det problem, men flytter man sammen med en kæreste eller roommate, eller får man af og til gæster, der tager computere med (f.eks. i forbindelse med studiegruppe, afholdelse af LAN eller andet), kan det have betydning. Mobilt bredbånd understøtter i de fleste tilfælde ikke mere end en computer, medmindre man finder en bridging-løsning.

Dette gælder i øvrigt også andre internetenheder. Trådløse printere, smartphones eller tablets med Wi-Fi – disse enheder skal alle bruge et trådløst netværk, hvilket kræver en normal bredbåndsforbindelse med en trådløs router.

Det skal nævnes at det er muligt at få trådløse routere med mobilt bredbånd indbygget, som derved understøtter flere computere/enheder. Dette kan dog muligvis blive en dyr affære, så derfor er det altid en god ide at regne lidt på priserne, før du tager en beslutning.

Mobilitet

Trådløst netværk kan tages med på farten i Danmark (i visse tilfælde til andre lande, hvor man fx kan benytte 3’s mobile netværk i Sverige). Det er naturligvis en fordel, skulle man have behovet for net udenfor Danmarks grænser, uden at føle sig nødsaget til at henvende sig hos den lokale internetcafé.

Derudover er det vigtigt at huske på at et mobilt dataabonnement kan tages med i tilfælde af, at du skulle vælge at flytte, hvor almindeligt bredbånd ikke kan overføres på samme måde. Hvis du derfor overvejer at flytte, men står og skal bruge internet her og nu (evt. i forbindelse med studie eller arbejde), bør det indgå kraftigt i dine overvejelser. Blot vær opmærksom på at prisen for dataoverførsel kan være højere udenlands, da man essentielt lejer sig ind på andre landes netværk, inden signalet bliver videresendt til Danmark.

Databegrænsning ved mobilt bredbånd?

Mobile bredbåndsabonnementer kan muligvis have databegrænsninger per måned, hvor almindelige bredbåndsabonnementer, i stort set alle tilfælde, er undtaget dette (dog med fair-use grænse). Når datagrænsen er opbrugt, bliver abonnementet enten spærret indtil næste måned, eller hastigheden bliver kraftigt nedsat. Henter eller/og sender du store mængder data, f.eks. gennem streaming af musik, video, download af Podcasts, videosamtaler osv., bør det derfor ligeledes indgå i dine overvejelser.

Det er ikke umuligt at få mobilt internet uden databegrænsning. Vær opmærksom når du køber, og spørg udbyder/ekspedient. (Opdatering: Flere udbydere tilbyder nu op mod 100 GB/md. hvilket er tilstrækkeligt for langt de fleste almindelig internetbrugere).

Hvor meget data skal jeg bruge?

Dette er et meget relevant spørgsmål.

Datapakker kommer i mange størrelser for databegrænsede abonnementer. Oftest ligger de ned til 1 GB og op til 50-100 GB per måned. 1 GB er lige med 1000 MB, så med andre ord mellem 50.000 og 100.000 MB per måned.

Almindeligt internetforbrug (surfing, e-mails, chat, Facebook osv.) kræver typisk mellem 10-100 MB per dag, stærkt varierende af hvor meget du er på din computer og hvor meget/mange sider du besøger (og om du bruger Facebook til blot at kommunikere eller at se en masse videomateriale). Det løber derfor op i ca. 300 til 3.000 MB per måned, hvilket et 5 GB abonnement dækker (bruger du din computer meget lidt, kan du muligvis klare dig med et abonnement på 1-2 GB data per måned). Dog vil der ofte være uforudset dataforbrug, f.eks. for opdatering af dit styresystem (Windows, Mac OSX, Linux etc.).

Det er en god idé at købe ”mere” end hvad man mener man har brug for.

Dataforbruget begynder først at skyde i vejret, når du bevæger dig ud i områder som streaming af lyd og videoindhold fra nettet (f.eks. fra iTunes, YouTube, TV2 Sputnik eller DR’s Web-TV), samt download af enhver art.

I disse tilfælde kan dit dataforbrug lynhurtigt skyde i vejret og overstige dine grænser – også selv du skulle have købt en 30-50 GB datapakke. Selv hvis du ikke benytter den slags, skal du regne med at eventuelle børn i huset vil, da børn ofte er vilde med hjemmesider som YouTube. I sådanne tilfælde bør du overveje, at få et ubegrænset dataabonnement, hvilket oftest vil betyde en almindelig bredbåndsforbindelse.

Bredbånd pris

Prisen vil naturligvis afhænge af hvilken udbyder du bruger og om du er i stand til at installere det selv (bare rolig, det er nemt og der medfølger oftest en meget udførlig guide fra udbyderen).

Almindeligt bredbånd kræver ofte installation, hvilket for nogle personer kræver et teknikerbesøg, som kan koste dyrt.

Oprettelsespriser kan variere kraftigt. For at give et eksempel, så har mobilt bredbånd en høj oprettelsespris hos Telia, fordi de benytter 4G (LTE) netværket og en 4G USB-dongle er relativ dyr, mens deres månedspris derimod er relativ lav, i forhold til visse andre bredbåndsselskaber. Det giver ofte en bedre pris over en længere periode.

Kig altid grundigt på både oprettelsespris, månedspris og evt. gebyrer der står med småt og hvad du får for pengene. I tilfælde af databegrænsede abonnementer, er det ofte muligt at købe flere GB, hvis man skulle løbe tør. Kig derfor også på disse priser, hvis du forventer at jeres samlede forbrug skulle overstige hvad i køber. Hvis du ikke skal bruge så meget data, så tag det du selv mener, er nødvendigt (jvf. vores vejledning i sidste afsnit), da det kan spare dig nogle penge.

Hastighed

Hastighedsforskellen mellem mobilt og almindeligt bredbånd, er ofte minimal og bør derfor ikke være en større bekymring for de fleste. ADSL forbindelser fås ofte fra 2-150 Mbit/s, hvor 4G når hastigheder af 80 Mbit/s (afhængig af placering). De fleste husstande vil ikke have brug for mere end 20 Mbit/s til en familie på fire.

Mobilt bredbånd har dog ofte højere upload hastigheder end almindeligt bredbånd. Dette er ikke en nødvendighed for de fleste brugere, da høj upload stort set aldrig er nødvendigt udover til særlige opgaver (upload bruges til at sende data ud fra dig – fx e-mails, billeder, video m.m.). Har du et særligt behov for høj upload hastighed, er det værd at tage med i dine overvejelser. Hastighed er generelt ikke en bekymring for de fleste, så længe den er “høj nok”. Databegrænsning, derimod, kan ofte være et langt større problem.

Svartider (online-spil)

Spiller du multiplayer/online-spil (eller har du børn som gør) som f.eks. World of Warcraft, Call of Duty, Battlefield eller lignende, skal du være opmærksom på at mobilt bredbånd, grundet de lange svartider, ikke egner sig til dette på nogen effektiv måde. Kun almindeligt bredbånd egner sig til dette (fast forbindelse) og vil dine børn absolut spille computerspil af denne art, så er mobilt bredbånd ikke en optimal løsning.

Pakkeløsninger

I visse tilfælde kan nogle udbydere tilbyde både almindeligt og mobilt bredbånd for en billig pris (f.eks. Fullrate) samlet i én pakke. Det giver dig en almindelig bredbåndsforbindelse samt et mobilt modem, og du får dermed det bedste fra begge verdener, imod at betale noget ekstra.

Kig på hvilke udbydere der tilbyder dette og hvis du ikke kan finde noget, så spørg om de har muligheden for en reduceret pris.

Vi håber du med denne guide i hånden er rustet til at købe din (første?) bredbåndsforbindelse, og vi ønsker dig held og lykke. Du er selvfølgelig velkommen til at spørge i kommentarfeltet herunder, hvis der er noget du er i tvivl om. Jeg skal gøre det bedste jeg kan for at svare på dit spørgsmål.

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *